Sønderjysk Forsøgsscene bidrager til fejringen af 100-året for Genforeningen i 2020 med egnsspillet ”Grænsedragning”.
Efter Tyskland tabte Første Verdenskrig blev det i Versaillestraktaten (1919) bestemt, at befolkningen i Nord- og Sydslesvig ad to omgange den 10. februar og den 14. marts 1920 kunne stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Tyskland. Grænsen mellem de to lande, som vi kender den i dag, blev draget på baggrund af denne afstemning, og Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920.
”Grænsedragning” er et stort anlagt egnsspil, hvortil der skal bruges ca. 50-60 amatørskuespillere, musikere, lyd- og scenefolk, der rekrutteres fra hele Sønderjylland. Handlingen i egnsspillet foregår i tiden før og efter genforeningen
og sætter fokus på de menneskelige konsekvenser af en ny grænse.
”Grænsedragning” skulle have haft premiere i Søgårdlejrens smukke omgivelser den 13. juni 2020.
Pga Covid-19 er forestillingerne flyttet til samme tid og sted i 2021. Det spilles 6 gange.
Skrevet af Marie Markvard Andersen. Instrueret af Kristian Hald.