Historien om den onde Herremand fra Ladegård er en historie om bondestandens oprør i 1760’erne og mere specifikt historien om 16 bønder fra Tumbøl som satte sig op mod deres Herremand.
Skuespillet er baseret på forskellige kilder – herunder bl.a. Thomas Kaufmann, historiske tidsskrifter og oplysninger fra den nuværende ejer af Ladegård, Hans Lilløre. For at skabe en interessant forestilling har forfatterne gjort brug af den kunstneriske frihed til at indflette personer og begivenheder som måske ikke er historisk korrekte, men som ikke desto mindre kunne være foregået på den tid.
Herremand Hans Petersen som boede på Ladegård var en hård mand og af den opfattelse at han med god ret kunne udnytte sine bønder til hoveriarbejde på Ladegård, selv om bønderne i realiteten var underlagt Grøngrøft som Hans Petersen havde opkøbt. Hans Petersen havde 3 sønner som i spillet er sammenskrevet til én person, Andreas Petersen – også kaldet Kaptajnen. På den anden side har vi bønderne fra Tumbøl med Jep Thaysen som den mest markante person. Jep står for ungdommens mod og ukuelige kampvilje for at skaffe bedre kår for datidens bønder – selv om det kunne kræve store ofre.
Selv om stykket foregår i en tid med store problemer for de fattige bønder og deres familier har vi forsøgt også at vise lysere sider af hverdagen, fordi disse altid findes og er en vigtig brik for at mennesker magter at overleve.
Opført 5 gange i juni 2019 som udendørs sommerspil ved Det lille Teater Gråsten.
Skrevet af Sten Vestergaard Kruse og Dorthe Fjeldgaard Laustsen.
Instrueret af Kim Asmussen.